Tværprofessionelt samarbejde
Monofagligt, flerfagligt og tværfagligt
Forudsætningen for et tværfagligt samarbejde er, at man sætter fokus på ligeværdighed, man er lige gode og at man respektere forskellige faggrupper. Et fagligt fundament er også en afgørende forudsætning for, hvor man kan se sig selv som en brik i en større sammenhæng og kunne dele ud af sin viden (1). Tværprofessionelt samarbejde er den betegnelse der bruges om professionernes samarbejde (2). Tværprofessionelt samarbejde har ikke kun fokus på fagligheden, men også de normer, værdier, vaner, holdninger og det ansvar der ligger hos de forskellige professioner og samtidig vurderes samarbejdet på et højere niveau (3). Målet for det tværprofessionelle samarbejde er at udvide de forskellige professioners forståelse, af både egne og de andre professioners viden, deres kompetencer og at arbejde frem mod fælles ny viden, og nye tilgange til arbejdet (4).
Monofagligt arbejde/samarbejde betyder, at hver faggruppe har sit eget fagområde, og holder sig indenfor det. Samarbejdet består i udveksling af informationer (1). Monofaglighed styrkes gennem tværfaglighed (5).
Flerfagligt samarbejde betyder, at flere faggrupper samarbejder om at koordinere en proces, hvor hver faggruppe har sit eget område, men alligevel arbejder faggrupperne parallelt, men overskrider ikke faggrænserne. Processen følges løbende, hvor man udveksler information og planlægger næste trin i processen. Hver enkelt profession/faggruppe forholder sig til den særlige del af problematikken, der ligger inden for professionens kompetenceområde. Den flerfaglige samarbejdsform er den proces der hyppigst anvendes, og er den samarbejdsform der typisk og fejlagtigt kaldes for tværfagligt. Grunden til at man ikke kan kalde det tværfagligt er, at det mangler nærhed og intern afhængighed (1).
Interview med fysioterapeut
Vi har snakket med en fysioterapeut på sygehuset, som er med i genoptræningen af bl.a. patienter i isolation. Nogle af de spørgsmål vi spurgte ham om var følgende:
Hvilke udfordringer er der i genoptræningen hos en patient i isolation? Hvordan er genoptræningsforløbet når patienten ikke må komme udenfor stuen? Hvordan er kvaliteten af genoptræningen? Og tager genoptræningen længere tid hos en isolationspatient i forhold til en ikke isolationspatient?
Han gav udtryk for, at kvaliteten af genoptræningen ikke er anderledes hos patienter i isolation, i og med at øvelserne stadigvæk er de samme, men at der bliver lavet flere øvelser på stuen. Dog kan trappegang være en udfordring, idet patienterne ikke må forlade stuerne. Fysioterapeuterne har i stedet nogle andre og gode redskaber til trappetræning, som foregår inde på stuen hos isolationspatienten. Der ligger også nogle udfordringer i at genoptræne børn, da de de ofte bliver lidt skræmte af de værnemidler personalet skal iføre sig.
Han fortæller også, at det er lidt sværere at opnå den samme kontakt og relation med patienter i isolation, da personalet skal iføres kirurgisk mundbind, og derved kan patienterne ikke se om man smiler, så man må prøve at være mere positivt verbalt.
Også i interviewet med vores kliniske vejleder fortalte hun, at sygeplejerskerne ofte er mellemleddet mellem fysioterapeut og patient. Idet der bruges mange ressourcer og tid på at iføre sig værnemidler, og derfor spares der tid ved f.eks. at spørge sygeplejerskerne om patienterne er klar til genoptræning, istedet for at gå ind og iføre sig værnemidler og derefter tage det af, da patienten måske ikke er klar.
Litteratur
Interview med fysioterapeut
Vi har snakket med en fysioterapeut på sygehuset, som er med i genoptræningen af bl.a. patienter i isolation. Nogle af de spørgsmål vi spurgte ham om var følgende:
Hvilke udfordringer er der i genoptræningen hos en patient i isolation? Hvordan er genoptræningsforløbet når patienten ikke må komme udenfor stuen? Hvordan er kvaliteten af genoptræningen? Og tager genoptræningen længere tid hos en isolationspatient i forhold til en ikke isolationspatient?
Han gav udtryk for, at kvaliteten af genoptræningen ikke er anderledes hos patienter i isolation, i og med at øvelserne stadigvæk er de samme, men at der bliver lavet flere øvelser på stuen. Dog kan trappegang være en udfordring, idet patienterne ikke må forlade stuerne. Fysioterapeuterne har i stedet nogle andre og gode redskaber til trappetræning, som foregår inde på stuen hos isolationspatienten. Der ligger også nogle udfordringer i at genoptræne børn, da de de ofte bliver lidt skræmte af de værnemidler personalet skal iføre sig.
Han fortæller også, at det er lidt sværere at opnå den samme kontakt og relation med patienter i isolation, da personalet skal iføres kirurgisk mundbind, og derved kan patienterne ikke se om man smiler, så man må prøve at være mere positivt verbalt.
Også i interviewet med vores kliniske vejleder fortalte hun, at sygeplejerskerne ofte er mellemleddet mellem fysioterapeut og patient. Idet der bruges mange ressourcer og tid på at iføre sig værnemidler, og derfor spares der tid ved f.eks. at spørge sygeplejerskerne om patienterne er klar til genoptræning, istedet for at gå ind og iføre sig værnemidler og derefter tage det af, da patienten måske ikke er klar.
Litteratur
- Begreber i det tværfaglige landskab. In: Just E. og Nordentoft H. M. Tværfaglig praksis, Reitzel H. 1. udgave, 2012, p. 27-36
- Tværprofessionelt eller tværfagligt samarbejde? In: Gravesen D. T. Pædagogik - introduktion til pædagogens grundfaglighed. Systime 2015, 1. udgave, p. 463-464
- Tværprofessionalitet. In. Højholt A. Tværprofessionelt samarbejde - i teori og praksis, Hans Reitzel forlag. 2. udgave, 2016 p. 68-69
- Tværprofessionelt eller tværfagligt samarbejde? In: Gravesen D. T. Pædagogik - introduktion til pædagogens grundfaglighed. Systime 2015, 1. udgave, p. 464
- Troldborg J., Clemmensen B., Klüver H. Sammenspil mellem fag. Sygeplejersken 2008; (6) 43; øvrige artikler p. 43. https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2008-6/samspil-mellem-fag Accessed 04-04-2017
Kommentarer
Send en kommentar